Sidste nyt fra Folkemøde Møn


NYHEDSBREV nr. 1

Folkemøde Møn 2017 - lands- og lokalpolitikere strømmer til Sjællands største folkemøde

Folkemøde Møn har allerede nu imponerende deltagertilsagn fra alle sider af det politiske spektrum. Der vil være repræsentanter fra regeringen og det øvrige Folketing, ligesom man vil kunne møde en perlerække af lokalpolitikere på Sjællands største folkemøde, der finder sted i Fanefjord på Møn 25. og 26. august.

Nogle af de folketingsmedlemmer, Folkemøde Møn glæder sig til at byde velkommen på Hovedscenen, er: Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøl (LA), Søren Espersen (DF), Marcus Knuth (V), Zenia Stampe (R) og Folkemøde Møns grundlægger Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Desuden deltager en række andre folketingsmedlemmer i forskellige debatter fra forsvarspolitik over socialpolitik, flygtninge, sygehusvæsen og skolen til ældreområdet.

Programmet indeholder en omfattende række lokalpolitiske debatter og har deltagere fra alle partier i de sydsjællandske kommuner.

"Vi er glade for, at de landskendte politikere deltager - og at mange af dem er gengangere. At de kommer igen, er et tydeligt bevis på, at de værdsætter Folkemøde Møn og den mulighed, vi skaber for åben debat. Men vi er mindst lige så stolte over den solide opbakning fra det lokale politiske liv, som gør en kæmpe indsats for at sætte en masse spændende aktiviteter i gang i løbet af folkemødet", siger Folkemøde Møns formand Susan Thydal, Nyråd.

For første gang har arrangørerne valgt at prøve kræfter med et Ungefolkemøde, som finder sted 25. august, hvor udskolingsklasser fra de fleste kommuner på Sydsjælland deltager sammen med ungdomsuddannelserne. Unge gymnasieelever fra Vordingborg er gået stærkt ind i planlægningen, og har blandt andre fået Morten Messerschmidt, medlem af Europaparlamentet for DF, på programmet.

Nærmere oplysninger:

Susan Thydal, formand for Folkemøde Møn, tlf. 2895 0365

Liselotte Møller, projektleder, tlf. 3119 6868

Peter Wulff Kåri, journalist, kaari@live.dk Tlf. 4020 2799
Medlem af bestyrelsen for Folkemøde Møn

Eller på mail:

folkemødemon@gmail.com

Læs mere om Folkemøde Møn og Ungefolkemøde Møn på www.folkemødemøn.dk eller på Facebook.com/FolkemødeMøn